Samlingerne

Genstande

Da museumsforeningens formål blandt andet er at indsamle inventar og genstande fra børneinstitutioner for at kunne formidle kendskabet til børns liv i daginstitutioner i Aarhus, har der lige fra stiftelsen af Daginstitutionernes Museumsforening Århus været foretaget indsamling af legetøj, spil, bøger, inventar m.m. Således har museumsforeningen i dag omkring 4500 genstande. Af disse er 3100 genstande registreret.

Alle de registrerede genstande er beskrevet og fotograferet, og de findes nu samlet i et databaseregister. I dette register er genstandene opdelt i følgende hovedgrupper: Legetøj 0-6 år, gå-legetøj, dukker, køretøjer, landbrug, klodser, fly, tog, søfart, puslespil, spil, teater, instrumenter, inventar, indbo, læringsmateriale, udelegetøj, modeller, værksted, voksentøj, børne- og ungdomslitteratur, sang-og musikbøger, fagbøger og tidsskrifter. Hver hovedgruppe er så inddelt i undergrupper.

Hvis du ønsker at få mere kendskab til genstandene, som ligger i kasser og på hylder i museumsforeningens arkiv i Harlev, kan du kontakte et af bestyrelsesmedlemmerne. I arkivet finder man let tingene ved hjælp af en database, som du kan få adgang til efter aftale med et bestyrelsesmedlem.

Hvis en institution til et arrangement ønsker at låne nogle genstande, er det muligt ved at kontakte et bestyrelsesmedlem. 

I en montre ved BUPL´s kontor på Kystvejen 17, 8000 Aarhus C bringer vi skiftende udstillinger af de indsamlede genstande. Disse udstillinger fornyes hver tredje måned som små indspil til den pædagogiske debat og historie. På museumsforeningen  i Harlev vil der ligeledes være hjørner med forskellige udstillinger af genstande.

Fotografier m.m.

Daginstitutionernes Museumsforening, Århus har gennem årene også modtaget mange fotografier, dias, smalfilm, grammofonplader og musikbånd fra daginstitutioner i Aarhus. Disse ting er vi i gang med at registrere i en database, hvor vi i tidsintervaller på fem år opdeler billederne i følgende institutionstyper: Vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.

Museumsforeninger har tillige også modtaget flere filmfremvisere (16mm og 8mm), grammofoner og båndoptagere.

Arkivalier

Arkivalierne udgør en omfattende samling, som illustrerer det mangesidige arbejde i daginstitutioner. Registreringen er kommet godt fremad, men den er endnu ikke afsluttet. Arkivalierne er samlet i følgende hovedgrupper:

Institutionsdrift:

  • Driftsregnskab
  • Bygningsdrift
  • Lønregnskab
  • Stillingsansøgninger

Lovstof og regulativer:

  • Vedtagne love fra Folketinget, ministerielle bekendtgørelser
  • Kommunal Forvaltning

Pædagogisk, praksisnært materiale:

  • Personalemøder, dagbøger, pædagogiske iagttagelser 
  • Inventarlister, regninger for legetøj
  • Forældresamarbejde, -betaling, mødestatistik
  • Bestyrelsesarbejde 

Donationer fra bestemte institutioner:

En række institutioner har doneret mere omfattende samlinger af arkivalier, og disse er holdt samlet hver for sig under institutionens navn: 19 børnehaver, 2 vuggestuer og 4 fritidshjem.  

Donationer fra enkeltpersoner:

Vi har modtaget materialer fra en halv snes pædagoger, som vi har holdt samlet. Det er dels materiale fra deres arbejdsliv, dels materiale fra deres uddannelsestid. 

37

År i drift

3.500

Genstande

3.500

Fotografier m.m.